onsdag den 12. november 2008

Tak for i år Gustav!



Gustav Wied året 2008 - 150 året for digterens fødsel - er ved at være slut.I søndags, d. 9. november satte de dygtige skuespillere fra Køge Amatør Scene et flot punktum med forestillingen "Skærmydsler". Hermed er ringen sluttet. Gustav Wied året begyndte d. 6. marts med åbning af udstilling, første del af Skærmydsler, byvandring og taler ved digterens grav. Siden har lokalhistorisk arkiv - i samarbejde med formanden for Gustav Wied Selskabet og Roskilde Museum - afholdt en række spændende foredrag om Wied og hans forfatterskab. Og Jacob Christensen, Nis Bank-Mikkelsen og Jesper Klein gav os - med deres syv forestillinger - et fint indblik i den Wiedske satire med enakterne: "Et lille Mellemværende", "Et Opgør" og "Den hellige Ånd". Det har været et spændende arbejde, og vi synes at vi er komme godt omkring Gustav Wied, hans familie og omgangskreds, hans figurer, og ikke mindst hans flid som forfatter. Men som sagt. Det er ved at være slut. Gustav får lov til at hvile i fred, og vi i lokalhistorisk arkiv er i gang med nye spændende opgaver.

søndag den 19. oktober 2008

Facebook igen igen.

Okay! okay! okay! Jeg er med på facebook - nu også med billede. Jeg fandt endelig ud af facebooks berettigelse, da min datters veninde ledte efter sine gamle klassekammerater, og fandt mig via min - stadig minimale profil. Siden har jeg også været i gang med at finde venner og familiemedlemmer. Faktisk ret hyggeligt at finde venner som man ikke har set længe.
Facebook er stadig en tidsrøver - men nu meget sjovere...... prøv selv!

lørdag den 6. september 2008

Facebook

Er der nogen af jer - som har "set lyset" - som kan forklare, hvad det er der er så fantastisk ved den der Facebook. Jeg har, i en af opgaverne i 23ting, lavet en profil. Jeg har også inviteret et par venner og hvad så. Gælder det bare om at få lige så mange "venner" som ham der Anders? Der stod jo i aviserne op til sidste valg, at nu havde statsministeren x antal venner i facebook. OG ....... Sidder han så hver dag og chatter med "vennerne" i timevis? Hvis det er det Facebook er, så er det jo bare endnu tidsrøver.
Jeg har også hørt at man kan spille med/mod sine venner. Jamen, det kan man også i http://www.spilop.dk/ , http://www.komogvind.dk/ , http://www.gratisspil.dk/ og sikkert mange andre steder. Jeg overvejer at fjerne min profil, med mindre at I derude kan overbevise mig om at Facebook kan bruges til noget. - I har en stor opgave foran jer -

onsdag den 23. april 2008

Super Karlas sjal

She comes in colors ev'rywhere. Shes combs her hair. She's like a rainbow........
Husker du tv-serien fra 1968 om Super Karla. Tænk på en lille pige med en stor kappe og en kapervogn i Dyrehaven. Ja, og nu har du Rolling Stones´sang i hovedet resten af dagen.

Super Karlas kappe er i designeren Karen Noes hænder blevet til et sjal, strikket sammen af firkanter i forskellige mønstre. Det er ikke bare lækkert, det er også hyggeligt og sjovt at strikke. ...Skal liiige nå en firkant mere. - Min grønne "Super Karla" er blevet færdig og klar til sommeraftener på terrassen. Der er mange som har strikket sjalet. Jeg mødte nogle af dem via http://www.overskrift.dk/. Du sku' også prøve, bare fat i pindende og kom i gang.... Opskriften findes i bogen: 14 opskrifter. (karen Noe design)

......Have you seen her dressed in blue? See the sky in front of you.
And her face is lik a sail. Speck of white so fair and pale
Have you seen a lady fairer?......

mandag den 31. marts 2008

Ambassadør for Ærø

Jeg har lige fået et nyt job - og en fin titel: "Ambassadør for Ærø". Ærøs Turist- og Erhvervsforening har bedt os sommerhusejere om at udbrede kendskabet til Ærø. Jamen det er da ikke noget nyt. Det har jeg gjort de sidste fire år, for hvordan kan man have hus på på denne skønne ø uden at fortælle om den? Så her har jeg gået rundt og været ambassadør uden at vide det. Hvornår mon jeg kommer med til nytårskur:-
Læs meget mere om Ærø på http://www.ærø.dk/ eller http://www.aeroeportalen.dk/
Foto fra Strandbyen.

søndag den 9. marts 2008

Tillykke Gustav!

Nu er jeg kommet ned på jorden igen. Sikken en fest. Vi havde regnet med 75 - 100 gæster, men der kom nok omkring 200. Tak til Mogens Vestergaard for den fine prolog og til borgmesteren for åbningstalen. Tante Et og tante To spillede forrygende. Vi glæder os til at vise Skærmydsler igen d. 9. november - i den fulde længde - med skuespillere fra Køge Amatør Scene. Dagbladet skrev at 80-90 roskildensere og udefrakommende fulgte Louis Hansen rundt i Wieds fodspor. Og vel en 90-100 "wiedenskabs"- og andre godtfolk havde taget opstilling ved mesterens grav. Allan Wied, Gustavs nevø og Selskabets formand, holdt fine personlige taler, og der blev delt rundhåndet ud af lysholmeren. Fotografer og journalister fra lokalpressen fulgte med hele dagen, og har givet os den flottest ønskelige dækning af begivenhederne.
Men vi er jo slet ikke færdige med at fejre vores Satyr. Klik ind på http://www.roskildebib.dk/ og se hvad der sker.

Billed: Premieregæsterne i bibliotekets forhal. Bagerst ved den blå dør ses Mogens Vestergaard

mandag den 25. februar 2008

Bare roligt Gustav, vi når det!


Tiden er løbet uhyggeligt stærkt. Vi har lige rundet årsskiftet, og om et øjeblik er vi i marts. Vi, i GW-arbejdsgruppen og lokalhistorisk arkiv, har haft utroligt travlt, men vi når det hele. Jeg har rendt rundt med højt hår og vilde blikke, men nu er logistikken faldet på plads, og det er tid til at tænke på selve åbningsdagen. Programmet med udstilling, seks meget spændende foredrag og ni teaterforestilling er under redigering, og udstillingskataloget er hos trykkeren. Plakaterne og indbydelser er sendt ud. - Vi mangler lidt af plancheudstillingen, men der er stadig 10 dage til åbningsdagen. "Sveden af panden, Gustav, vi skal nok nå det"!
Det har været "nemt", fordi Gustav Wied var en utrolig flittig mand, med mange interesser. Både museet, arkivet og Gustav Wied Selskabets medlemmer ejer rigtig meget materiale af og om Gustav Wied. Kunsten har været at begrænse os. Men vi synes at det er lykkedes at lave en udstilling og et katalog, der kommer hele vejen rundt om vores gamle digter. Vi glæder os i hvert fald til at byde alle interesserede velkommen til Gustavs store 150 års fødselsdag, d. 6. marts.